Lina Kjærs Blog

Som pædagog med relation til unge i puberteten, og som mor til to teenager, befinder jeg mig ofte i en forhandlingssituation. Alle argumenter køres i stilling, nye som gamle, målet er altid det samme, hvem får den usagte magt i den aktuelle handling eller adfærd. Som voksen har jeg et ansvar i forhold til normer og regler, både på mit arbejde og i mit eget hus. Jeg har også en forestilling om at det er mig, der har den ubevidste magt, min erfaring er jo størst når vi taler om livet og dannelse. Overordnet har jeg et ansvar, og vi alle har en forpligtigelse, i forhold til fællesskabet og samfundet.

Hvis samfundets normer og regler er virkeligheden, så må virkeligheden være i bevægelse ligesom individet og dannelsesforestillingen. Hvem har så forhandlingsretten? Den nye eller den gamle?

Foucault skriver i en sætning; Åben dig så du ikke hænger fast i det kendte. I denne sammenhæng – vand på en teenagers mølle! Men hvad er det vi kan lære, eller få øje på med denne sætning?

Når vi som pædagoger eller forældre har ansvaret som den vejledende myndighed, der ved at den unge skal ”hen”, men ikke helt ved ”hvorhen” kan det blive en delikat opgave at rådgive og vejlede den unge. Så hvordan kommer vi tætter på den ”rigtige” vejledning, hvordan kommer vi tætter på at være en ansvarlig voksen der ikke hænger fast?

Jeg oplever ofte, at vi voksne har en god grund, eller gode argumenter til de unge når de kommer og spørger om råd. Alle de gode råd kan tage afsæt i, at vi rigtig gerne vil hjælpe de unge på deres vej ud i vores fælles samfund. Vi føler os måske forpligtet – vi har et ansvar og har måske af den grund brug for kontrol. Men der er elementer i de unges dannelsesproces i dag, der ikke en del af vores erfaring. Det er de unge der har erfaringen med, at være ung af deres tid – det nye samfund. De har erfaringen med hvilke valgmuligheder og udfordringer de påvirkes af. F.eks. er deres måde at være en del af, og have en forståelse af, et fællesskab anderledes end før hen.

Det kan være nødvendigt at stoppe op, stikke en finger i jorden, lytte til de unge, høre hvad det er der foregår i deres virkelighed. For derefter at udvælge hvilke grunde, forklaringer og argumenter, der er en spejling af de unges virkelighed. Og som måske vil opleves som støtte og vejledning. Samtidig kan vi måske få øje på det der ikke længere er en del af samfundets bevægelige nye virkelighed. Dermed ikke sagt at erfaringen ikke længere kan bruges, og at alt og alle er forældet. Uden erfaring ingen vejledning.

Mit fokus ligger bare omvendt. Det er jo de unge, der har erfaringen med at være ung i dag, og dermed måske også dem, der kan vejlede os i hvordan det er at være ung. Deres vejledning eller beskrivelser og billeder kan være unikke indgange til den unges oplevelse af møde i relationen. Måske kan det oplevede møde, anerkendelse eller forståelse være vejen til gensidig forhandling.

Ifølge Stern skal et motivationssystem rumme et subjekt oplevede motiv, der organiserer og styrer en adfærd i retning af et værdsat mål.

Denne forståelse kunne være det teoretiske afsæt for at inddrage de unges mening, behov og værdier i en aktuel handling, både på den korte og lange bane.

Forhandling i en subjekt – subjekt relation kan åbne op for forandring, både for pædagoger, forældre og for den unge.

Forhandlingen og forandringen kunne være en måde at løfte opgaven som den vejledende myndighed på. Måske også en måde at opnå et pædagogisk mål, eller mål for en adfærd eller handling.

Overordnet mener jeg, at vi pædagogisk arbejder med afsæt i den hermeneutiske position, men måske skal vi bevidst inddrage evidens baseret viden, altså elementer fra den positivistiske position, i arbejdet med de unge. For på den måde at sikre struktur, styring og ansvar i forhandlingen.

Måske kan forhandlingsdiskursen give færre konflikter og uenighed i relationen. Jeg har oplevet, at følelsen af respekt er forøget, der er opnået en større forståelse for hvad det er vi hver især står for, og har som værdi. 

Videre ser jeg at et perspektivskifte i forhold til den pædagogiske metode med mål og visioner for de unge, der tager afsæt i forhandlingsdiskursen, kunne skabe en udvikling i ungdomspædagogikken og ungdomspolitikken.