Gråzonebørn / risikobørn
Der er et stigende antal af børn og unge, der får stillet en diagnose. Med en refleksion over hvad, der gør det stigende antal, vil jeg stille følgende spørgsmål.
Er det fordi institutionerne er udhulet af besparelser og den politisk besluttede rummelighed ikke kan fungere i praksis uden ekstra støtte?
Eller er det fordi forventningen til individet, i forhold til dannelsen, ikke hænger sammen med den udbredte selvforvaltning børn og e unge udsættes for?
Spørgsmål som jeg vil lade stå her, men lade disse spørgsmål, refleksionen og deres eventuelle mulige svar være afsættet for et blik på den situation børn og unge i risikogruppen befinder sig i.
Mit fokus er på de børn og unge der lige nøjagtig klare så stor en procentdel af deres dagligdag, at der ikke er grund til en egentlig bekymring. Jeg tænker på de børn og unge der kan have vanskeligheder på det sociale plan, og som ofte vil opleve at dagligdagen byder på store udfordringer.
F.eks. når skolen slutter og fri-tiden /-heden starter, hvor de på egne ben skal naviger i en socialarena hvor deres ressourcer og sociale kompetencer måske ikke rækker.
De børn og unge, der har en forstyrrelse i deres opmærksomhed, og som oplever en uoverskuelighed og til tider kaostilstand omkring dem. Med svært ved at skille tingene ad og dermed udsættes for nederlag, drillerier og afvisninger.
Flere af disse børn og unge kommer fra familier som klare sig med job og bolig, men som ikke har det store overskud til deres børn og ej heller det store indblik i deres børns hverdag. Ofte prioriteres der ud fra forældrenes behov og børnene overlades ansvar, et ansvar de ikke kan honorerer, men tager efter bedste evne. De børn og unge vil måske opleve, at de ikke slår til i såvel familien som blandt jævnaldrene. Børn og unge fra gråzonen/risikogruppen har ofte forældre med en smule formindsket forældreevne. Eller er i en situation hvor de gør som de har lært af deres liv, og som de finder godt nok.
Hvordan har børn og unge fra gråzone / risikogruppen det?
Jeg kan forstille mig, at disse børn ofte bliver misforstået. Der er altid noget de er super dygtige til. Dog kan deres kompetencer fejlanvendes eller slet ikke blive brugt i de voksenstyret aktiviteter. Når de færdes i fællesskabet med jævnaldrene falder de uden for, de magter ikke at være en del af fællesskabet på lige fod med deres kammerater. De kan virke forstyrrende, eller for styrende, i deres forsøg på samvær. De kan være indelukkede og stille. Måske er de med, eller også er de bare ikke med.
Adfærden misforstås måske og konsekvensen af deres adfærd kan være udelukkelse eller det at blive overset. Begge konsekvenser kan være en gentagelse af deres liv og situation. Forklaringen på når barnet ikke bliver ”set” hænger måske sammen med min indledning. Hvis der er for mange børn pr. voksen kan det ikke undgås at nogle børn og unge ikke bliver set i deres behov, men deres adfærd får konsekvenser. Samtidig kan forventningen til selvforvaltning være en del af strukturen i institutionen. De børn og unge der ikke kan leve op til denne selvforvaltning, fordi de har behov for styring i deres liv, betaler en høj pris på den sociale konto i deres livsudvikling og dannelse. Derudover er, kan det være en svær balance for pædagogen at finde, for hvad er etisk korrekt at gribe ind i, i familiens værdig sæt. Det er altid let at sammenholde børnenes trivsel op imod hinanden og på den måde måske skubbe lidt til forældrenes prioriteringer. Men en overvejelse bag er ofte særlig påkrævet.
Hvad tager børnene med sig i ungdommen?
Jeg kan forstille mig, at børn og unge fra risikogruppen har et lavt selvværd. Hvis de ofte oplever at deres behov ikke bliver set, og at deres kompetencer ikke er de ”rigtige” udebliver en altafgørende anerkendelse i livsudviklingen. Der kan være mulighed for at de børn og unge lære, at ligge låg på deres behov, at de ikke har fuld eksistensberettigelse, at de har en indre vrede de selv skal tackle. Spørgsmålet kan så være hvornår nok er nok for disse unge. Hvad sker der når de unge begynder på et ungdomsliv med mulighed for alkohol, stoffer og surrogat familier i form af fællesskaber med egne regler og normsæt? Måske er det de unge hvis adfærd er på kant med loven eller ligefrem ulovlig. Dette afsæt for et liv der skal leve op til samfundets forventning om uddannelse, job og almen dannelse er ikke optimal.
Så kan vi tale om den sociale arv og at der altid vil være forskel på menneskers vilkår. Jeg mener bare at hvis vi ikke stopper op og ser på udviklingen, kan der komme for stor forskel på, hvordan vi som mennesker lære at være sammen. Der bliver for stor forskel på dem der har det godt, dem der får hjælp til trivsel og dem der klare sig selv.