Opdragelse eller?
Jeg arbejder med unge og har gjort det i snart mange år.
Jeg kan ikke lade være med, at tænke over hvad der skal til for at ændre på en uheldig udvikling. Kloge hoveder siger tidlig indsats. Her er mit bud på en tidlig indsats i for hold til en udvikling, der går stærkt og i en uheldig retning!
Jeg har tidligere skrevet om unges samtaleformer her på bloggen. Jeg er blevet noget overrasket over den ”nye” generation jeg har kontakt med nu. De taler i en hård, og til tider provokerende, tone til hinanden og til andre. Der er ingen forskel på deres samtaleform og kontaktform, heller ikke når de taler til en voksen eller hvis de taler til en ung der er 2-3 år ældre end dem selv. De har lært deres egen sociale adfærdsnorm. Disse ”nye” unge har ikke lært samfundsmæssige spilleregler i for hold til respekt, niveauopdeling og omgængelighed.
. . . .
I gamle dage var det normalt, at alle var med til at opdrage alles børn. Naboen hjalp med at opdrage på naboens børn, og ham den sure tog fat i byens bøller.
I dag er dette ikke helt sådan. I dag passer en hver mest sit – for vi har da ret til at leve på hver vores måde!
Vi diskuterer mere om hvornår det er rigtigt at blande sig, og på hvilken måde det er rigtigt at blande sig. Og i sidste ende blander vi os ikke, eller kun lidt.
I dag er det måske op til samfundets institutioner og skoler, at hjælpe familierne med at opdrage på vores børn. Jeg mener, at sådan har det måske været længe og med det, er det måske blevet mere normalt ikke at blande sig i naboens liv. En udvikling, der måske også hænger nøje sammen med, at vores familier arbejder og vores børn på den måde socialiseres ude for hjemmet.
Det er jo ikke anderledes end, at det i dag er unormalt hvis et barn ikke går i institution. Det politiske mål er flest på arbejdsmarkedet. Samtidig er en procentdel af Danske familier kendetegnet ved kun en forælder. Så det passer jo godt med et samfund hvor børn socialiseres og dannes ude for hjemmet. Hvor den ”gamle” kultur med flere opdragere, er sat i system og bruges bevidst.
Men er det det vi bruger vores institutionssystem til?
Overordnet er det vel en pasningsordning kommunen tilbyder forældrene. Med politiske målsætninger med læreplaner og rummelighed ligger der en forventning om, at børnene før skolealderen også får en faglig viden. Det er jo forældrenes ansvar, at opdrage deres børn til dannede og omgængelige selvstændige individer i dette land.
Jeg mener, at vi skal være åbne for at se på vores institutionssystem, og se på hvad det er vi bruger det til. Jeg mener, at der ligger et stort prioriteringsansvar når vi taler om at ruste børn til at begå sig gennem sociale udfordringer og dannelsesformer, inden de når ungdommen hvor puberteten indtræder, og de for alvor har brug for særlig støtte og sparring i deres selvdannelsesproces.
Vi skal anerkende hvad det er for et institutionssystem vi har, og hvad det er vi bruger systemet til, samt hvad det gør ved vores børn, og ved familierne, når vi sætter børnene i institution fra kl. 8 morgen til kl. 16:30 aften, også selv om de evt. modtager undervisning til kl. 14
Vores børn er væk hjemmefra og de påvirkes/opdrages af andre og flere voksne, sammen med andre børn. Hvad er det vi som forældre forventer vores børn får? Er det pasning eller opbevaring? er det hjælp eller irettesættelse? Er det påvirkning eller opdragelse? er det relation eller instruktion?
Hvad er det lokalpolitikkerne antager de giver deres borgere? Og hvad er det reelt de giver?
Fokus i fremtiden
Vi skal og må passe på, at vores institutionssystem ikke bliver for tyndt eller svagt på det socialfaglige område. For hvis det er systemet, der har medansvar for opdragelse og dannelse, bliver systemet skrøbeligt og tåler ikke det pres den pædagogiske profession har været underlagt de sidste år rundt om i kommunerne. Dette er ikke en klagesang om nedskæringer, men en kursændring i forhold til at få øje på den konsekvens det har, at opfylde politiske krav som eks. læreplaner sammenholdt med dagligdag trivsel, opdragelse og dannelse. Der er familier der rent faktisk har brug for støtte til opdragelse på et dagligdagsplan som ikke får det de har brug for. Jeg mener, at tiden til lige at få den lille hjælp som gør en forskel for familien ikke er der. Ofte er det ikke kun barnet, men hele familien, der lige har brug for en lille hjælp til at lave en lille ændring, som gør denne forskel. Men tiden til den lille forskel, forsvinder i mængden af børn pr. voksen.
Kommunerne skal efter min overbevisning prioritere og anerkende institutionssystemerne som medansvarlige for opdragelse og dannelse. Der skal efter min mening være meget mere fokus på de sociale kompetencer, fællesskabsnormer og samspilsregler, i de tilfælde hvor børnene ikke modtager undervisning. Håbet og målet er, at førskolebørnene får en bredere træning i kommunikation, socialtræning og grænsesætning. Overordnet handler det om socialisering og sociabilisering. Jeg tror, at denne tidlige træning vil afspejle sig i de samværsformer jeg ser blandt de yngste unge.