Lina Kjærs Blog

Med et fokus på de unges mere hårde måde at være sammen på, jeg har set lidt på hvad der sker i de tidlige ungdomsår. Jeg har erfaring med, at der i de første pubertets år sker en ændring i de unges måde at være sammen på. De systemer for fællesskab og de sociale relationer, der har fungeret fra 6års alderen kan ændres i 10års alderen, hvor flere af pigerne går i puberteten. Deres relationer bliver sat på prøve, deres egen identitet bliver udforsket og der kan komme gang i en samværsform, som kan være hård og kontant. Målet for de unge er, at se hvad de selv kan bruges til og hvad de kan bruge andre til. Nogle af de piger der mobber kan have en følelse af, at være anderledes end de andre. De piger der forsøger at udstille/mobbe andre piger kan have et mål om ikke selv, at blive ”opdaget” af de andre som anderledes. Drivkraften kan også være, at de piger der tidligt og tydeligt udvikles, bliver ”udstødt” af gruppen fordi de nu ikke længere er som de andre. Problemet er dog at der til tider er nogle, der får en uheldig rolle eller bliver udsat for konstant mobberi. Derudover leger nogle af drengene med, så mobbeoplevelsen kan virke massiv og hurtigt danne norm for gruppen. Når de unge tager eller bliver tildelt, en rolle som de forbliver i hele dagen, kan denne rolle blive en del af deres opfattelse af sig selv og deres personlighed.

At være i en rolle hele dagen er muligt i dag, da der er flere af landets kommuner der har etableret det der kaldes SFO2. Det betyder at børn og unge, der før kunne gå i en selv valgt fritidsklub efter skole, er på skolerne hele dagen med den samme gruppe af børn og unge. SFO2 er for børn og unge fra 4. til 7. klasse.

Neurologisk forståelse!

I den neurologiske forståelse, er det i den tidlige pubertet (10-12år)vigtigt at føle sig som de andre. Det er afgørende at have flere, at være sammen med og det er vigtigt ikke, at træde ved siden af både i udseende og væremåde.  De piger der enten er tidligt udviklet, eller er den sidste der udvikles kan føle sig anderledes. Hvis de også udsættes for at blive behandlet som anderledes, kan situation opleves som en katastrofe for pigerne. Der er intet de kan stille op imod deres egen fysiske og psykiske udvikling. At have det skidt med egen krop og ikke, at være en del af et fællesskab er ikke en fremmende situation.

Senere i puberteten (13-15år) hvor det bliver afgørende, at træde ud af mængden, at være sig selv skulle man så mene, at de piger der er trådt ud af mængden tidligere har en fordel. Jeg oplever dog, at dette ikke er tilfældet. Deres udvikling i forhold til deres socialiseringen har stået stille under mobberiet. Den periode hvor det var afgørende, at være som de andre mangler de. De piger har brug for at opleve, at være en del af fællesskabet hvor de kan identificerer sig med de andre fra gruppen og opleve at de er ens.  Så de forsøger, at ligne de andre piger i gruppen og kan af nogle piger opfattes som belastende og grænseoverskridende. I den sene pubertet er det også den verbale og nonverbale dialog der tydeligt tager afstand fra de piger, der opleves som belastende. Derudover kan der i enkelte tilfælde planlægges grove mobberier med vold og tyveri.

Pædagogiske ansvar!

Det er for mig afgørende, at der tages et pædagogisk ansvar for disse situationer med pubertetsmobberi. Mobberiet kræver fokusering og en indsigt i børn og unges selvdannelsesproces, samt biologiske udvikling. Der er heldigvis fokus på mobning rundt om i landets skoler, hvor der flere steder er udarbejdet en mobbepolitik. Der er bare piger der til stadighed mobbes, eller føler sig mobbet af de andre piger. Der kan være piger der føler sig som anderledes end de ”plejer” at være. Deres egen opfattelse af sig selv ændres i puberteten og de kan ændre adfærd. Der er piger der ikke tør tale om mobberiet, hverken der hjemme eller i skolen. De piger der går direkte hjem fra skole, kan være i en situation hvor de ikke har nogle, at være sammen med og det kan være et stort problem. Unge piger der føler sig ensomme, har lettere ved at udvikle psykiske sygdomme med selvdestruktiv adfærd. De piger der har mulighed for, at komme i et fritidstilbud har mulighed for at vælge relationer til andre på tværs af alder og udvikling, og på den måde undgå mobning, samt træde ud af en rolle de har haft i skolen. Videre har de mulighed for at have en fortrolig voksen, der støtter op om den sociale proces i puberteten. Denne voksen bør tage sig af pigens aktuelle situation, formidle kontakt og finde løsning. Hvis der rettes et fokus på den ændrede adfærd i den tidlige pubertet og pigernes kontaktform og relationer, kan der være gode chancer for at bryde en spirende norm, der er ved at danne sig. At komme den negative udviklingen i forkøbet, kan forhindre en hæmmende situation for pigerne. Den praktiske tilgang for pædagogen i SFO 2 kunne være, at tilbyde gruppesnakke om selvdannelsen, relationer, og den fysiske og psykiske udviklingen i puberteten. Højaktuelle emner for piger i den tidlige pubertet der, med den rette forståelse, kan fremme fællesskabet når de unge er uden voksenstyring.

Prioritering!

Den rette prioritering kræver den rette forståelse, og en dybere indsigt i unges psykologiske og biologiske udvikling og behov.  Dette gælder vel i alle sammenhænge…

Jeg har en overbevisning om, at ved at tilbyde forskellige socialiseringsarenaer for de unge i form af selvvalgte fritidsklubber, ungdoms caféer og kompetente pædagogiske relationer, tilbyder vi en mulighed for at roller bliver ændret og udforsket. Individet kan få afprøvet egen identitet i flere forskellige kontekster, med mulighed for at behovet i selvdannelsesprocessen, herunder biologiske og psykologiske behov, bliver dækket.

Mit bud er at ved at ændre på konteksten, ændre de unge adfærd. En af konsekvenserne kan være, at mobningen mindskes væsentligt og på den lange bane mindskes en patologisk adfærd blandt vores unge piger.