Pubertet
Jeg har arbejdet med børn og unge i mange år. Jeg er pædagog i en fritidsklub for børn og unge i alderen 10-15 år. Jeg er også en del af en familievirksomhed. Vi tilbyder vores hjem og familie til de unge piger, der skal akutanbringes i den kommune hvor jeg bor. Praktisk betyder det at vi modtager piger, i alderen fra 8 og op efter, med en times varsel. Pigerne er hos os ind til der er truffet en beslutning om hvad de videre skal.
Jeg er også mor til en pige på 12 og en pige på 17 år. Derudover har jeg forældremyndigheden over en pige på 16 år.
Jeg har mødet mange individer, der på hver deres måde har lært mig noget om hvad det vil sige at være menneske. Jeg har også fået et indblik i hvad det vil sige at være i puberteten, hvad det vil sige at være ung og ens verden forandre sig, og hvad det vil sige at være ung og selv forandre sig både fysisk og psykisk.
Jeg vil i det følgende forsøge at beskrive nogle praksis eksempler, der er sat lidt i spil i for hold til nogle af de regler og normer jeg repræsentere, men med samfund og fællesskab for øje.
I funktionen som akut familie modtager vi unge piger der ofte har en tilknytningsforstyrrelse. Deres normer er som udgangspunkt anderledes end vores normer. Her kan jeg uden at blinke erkende den svære grænse det er at skulle være super åben over for piger der har brug for hjælp, piger der er i en krise situation og som ikke har brug for at føle sig forkert eller ikke egnet. Samtidig vil vi ikke give op på fællesskabet og fællesskabets præmisser.
Det er klart at efter en periode med tid til at falde til og lære hinanden at kende, forsøger vi at skabe en hverdag for pigerne med målet om en oplevelse af at hører til og værer en del af familien.
Praksis eksempel fra akutfamilie.
Nogle spiser som om de ikke har spist hele dagen og tager som en selvfølgelighed det sidste fra gryden uden, at spørge om der er andre der også gerne vil have mere.
Der tages hurtigt en vurdering af indholdet i køleskabet og de unge kommenterer indholdet.
Tingene går meget stærkt de kan i en sætning spørge om lov til samvær og en gæst til spisning alt imens gæsten er stået af ved nærmeste stoppested. Et ja til samværet er et ja til gæster i min stue. Gæster jeg aldrig har mødt før og nogle gange ikke ser igen. Gæsterne er ikke kun på besøg hos den unge vi har i midlertidig pleje og dennes værelse, nej de er i hele huset. De unge ligger i sofaen med benene oppe og vil gerne have noget at drikke, så de spørger om hvad man kan få at drikke og hvor glassene er.
Sætninger som hvis vi lige går en tur, kan vi så spise når vi kommer hjem, for vi er meget sultne, er ikke unormale.
Uden at skulle gå i alle detaljer vil jeg sige at det handler om at man som voksen tager styringen. Ellers fortsætter de unge med at tage styring, som måske er et udtryk for usikkerhed og en mangel på kontrol. Styringen kan tages på flere måder både verbalt og praktisk. Det er vigtigt at være helt klar i budskab og mening. Det er klart, at vi som en professionel familie har haft overvejelser i for hold til regler og rammer i vores eget hjem.
Det der virker bedst er at få tingene sagt så tydeligt og klart at det ikke kan misforstås, samtidig kan du tage styring ved at fortælle hvad der skal ske, og hvordan du vil have tingene skal forgå.
Jeg siger, at her må man gerne sidde i sofaen og jeg forventer at når man kommer hjem til mig for første gang så præsentere man sig selv når man kommer, og man siger farvel når man går. Derudover er det godt at stikke en finger i jorden og se hvordan vi gør, og vente på at vi tilbyder vores gæster noget at drikke eller spise.
Praktisk banker jeg altid på døren ind til de unges værelser og venter på at der bliver sagt kom ind. Jeg roder aldrig i deres ting, og jeg går ikke ind på deres værelse når de ikke er hjemme.
Jeg rejser mig og tager imod de gæster der kommer i mit hjem, jeg giver hånden og præsenterer mig selv. Jeg tilbyder noget at drikke og har ofte mad til en til.
Det er jo ikke fordi de unge ikke må være en del af familien fra dag et. Og jeg kan da også lide at de unge mærker at her må de gerne være. Jeg mener bare at ved at fortælle de unge hvordan man også kan være i et første møde med en fremmed, giver vi de unge en mulighed for at mærke forskel på hvordan de bliver modtaget eller mødt. Når vi voksne tager styringen, får de unge også en mulighed for at se os som rollemodeller og stabile voksne. Med en tanke i lige linje ud i samfundet så viser vi måske også de unge at der er et system der bestemmer og laver reglerne, som alle skal rette sig efter.
Lars Geer Hammershøj har forsøgt at give et bud på en samfundsdiagnose og senmodernitetens unge og deres selvdannelsesproces. Han beskriver de unges fællesskabsfølelse som et smags- eller stil- fællesskab. Altså at de unge mødes i, danner sig, og har et fællesskab sammen med unge der kan lide det samme, eller har den samme stil. Hammershøj beskriver en aftraditionalisering af fællesskabsfølelsen. Bredt set er der som sådan ikke noget bekymrende i den nye måde de unge har fællesskaber på. Der hvor der kan være problemer er i de fællesskaber der har deres eget normsystem eller kultur, som ikke har et bindeled ud i samfundets normer eller kultur. Det kan også være et problem for de unge som bruger fællesskabet som erstatning for familien, og for de unge der på den ene eller anden måde er udsat og ikke har ressourcerne til at træde ind i andre fællesskaber i deres socialiseringsproces. Med en påstand om at de piger vi modtager er mere eller mindre udsat, holder jeg fast i at vise andre veje til fællesskabet og det store fællesskabs præmisser.
Jeg vælger, at i talesætte de unges handlinger og fortælle positive og negative konsekvenser af deres handlinger med samfundsforventninger for øje.
Praksis eksempel fra klubben.
I klubben hvor jeg arbejder står jeg for en pigeklub. Her er målet at alle har noget at skulle have sagt, og at alle er lige vigtige. Uanset hvilket emne vi taler om, er fokusset altid egne grænser.
Da det jo er en pigeklub, bliver der ofte talt om pigeting og de forandringer pigerne oplever både i, og omkring dem. Jeg bliver ofte vidne til tanker og frustrationer, der til tider opleves som blokeringer hos pigerne.
Beretninger om fuldstændige urimelige forældre, deres krav og forventninger er ikke unormale problematikker. De unge piger er ofte meget afhængige af deres veninder og konflikter mellem veninder kan opleves som livstruende. Pigernes sociale kompetencer er hovedsagligt fællesskab og tosomhed, når dette fællesskab eller tosomhed af den ene eller anden grund opløses i kortere eller længere perioder, er pigerne frustreret, nedtrykte og nogle bliver opgivende i deres adfærd.
At lytte med en forforståelse og respekt i samtalen er mit bedste bud på en subjekt – subjekt relation. Min erfaring er at hvis du forsøger at tale “fornuft” ind i den unge, eller du forsøger at negligere problemet, så har i ingen samtale, blot en tale fra dig. En snak om følelserne i den unges frustrationen kan fremme en egentlig samtale og i en samtale kan på pege på noget der føles rart i pigens liv.
Med hensyn til oplevelsen af forældreproblematikker, så er jeg jo bare en forældre selv! Jeg har dog den fordel, at jeg ikke er forældre til de piger der kommer i den klub hvor jeg arbejder. Fordelen er at jeg ikke bliver betragtet som en forælder, der ikke forstår noget som helst. Jeg kan slippe af sted med at sige lige præcist som dem der hjemme, uden at pigerne begynder at råbe og skrige eller diskutere med mig. De vil gerne lytte til hvorfor reglerne er som de er, og hvilke fordele der er ved reglerne. Et ekstra plus er at pigerne mødes i et fællesskab med andre piger der har samme oplevelser eller frustrationer, så perspektivet bliver lettere at få øje på. Der findes jo ikke kun urimelige forældre, der findes jo også urimelige børn og ung.
Praksis eksempler fra mor til “pubertets” piger.
Når min datter har fået lov til at holde fest, er det kun forgået i vores underetage, hvor hun har værelse. underetagen er til gengæld, i de unges hoved, deres domæne. Jeg er blevet nedstirret og jeg har fået henvendelser i retningen; er der noget du vil? Min datter har forsøgt at glatte ud med forklaringer både til mig om de andres måder at være til fest på, og forklaringer til hendes gæster om at hendes mor kommer for at tjekke om alle har det godt, og at der ikke sker ting som ikke må ske.
At være forældrevagt ved ungdomsfester har jeg prøvet ved flere lejligheder og vil varmt anbefale at forældrene kommer til de unges fester som støtte og garant for sikkerhed, samtidig kan man som forældre få et indblik i, hvad der foregår de unge imellem. Fordelen er, at overraskelserne ikke bliver så store når barnet kommer og lige vil dele en oplevelse med jer, eller noget de lige går og funderer over andre har gjort eller gerne vil.
De fester hvor der må drikkes, er det min erfaring at de fleste unge ikke overholder de aftaler der er lavet hjemme fra. Mange af dem drikker deres aftalte 3-5 genstande meget hurtigt for at blive beruset og så er de nærmest ædru når de kommer hjem. De drikker ofte mere end de må, og nogle spiller meget fulde til festen. Heri ligger at overskride egne grænser og måske også andres grænser.
De unge der gerne må drikke hvad de vil, drikker af flasken og nærmest hælder det ned. Jeg har kørt flere unge hjem til deres forældre, eller ringet efter forældre til unge der har været så underdrejet af druk at de ikke anede hvor de var. Jeg har også en datter som ved, at jeg kommer når hun har brug for hjælp, og at jeg gerne vil hjælpe andre der har brug for hjælp og har således været mere “udsat”.
De udfordringer jeg selv har stået i har generelt taget udgangspunkt i mine pigers forventning om forhandlingsret i alle situationer. Det der har virket for mig, er virkelig at mene det jeg siger. Mit nej er et nej også om 20 nye argumenter for at få et ja! Og omvendt hvis jeg har sagt ja uden at have undersøgt eller sat mig ind i hvad det er jeg siger ja til, så er det stadig et ja! Uanset hvad jeg ellers finder ud af. En helgardering kan være at svare; Du må gerne, og sener taler vi om hvilke regler og aftaler vi skal have. Ulempen for mig er så bare at jeg giver mine piger rum til forhandling, hvilket kræver skarphed og overblik fra mig. Fordelen for mig er at jeg får mulighed for at lære hvilke værdier mine piger har, hvilken personlighed de har, og ikke mindst så lære de mig hvilke betingelser og påvirkninger de har og udsættes for. Min forståelse bliver større og jeg kan få en dialog med mine piger og overveje mine grænser, min opdragelse og overbevisning.
Det kan også være en fordel at tale med andre forældre til unge i puberteten. Samtalen kan hjælpe til at se på om tiden er inde til at rykke ved de grænser man som forældre har, eller samtalen kan bruges til en overbevisning om at de grænser man har, er yderst passende.
Der er måske mange grunde til at sætte sig ind i hvad der sker med vores unge, når de kommer i puberteten. Der er de unges egne spørgsmål; Hvordan det kan være at vi konstant banker hænder og arme ind i dørkarmen eller taber alle ting. Så er der vores spørgsmål; Hvordan kan det være, at det de unge plejer at kunne, kan de tilsyneladende ikke længere. De unges fysiske og psykiske forandring er ny for alle parter. Og måske svær for alle parter!
Min erfaring med unge er, at de oplever at de ikke længere er som de plejer at være, og at deres omgivelser har ændret sig. Deres forældre forstår ingen ting, og de kan ikke selv helt forklare hvad de har brug for.
For at få enindsigt i den neuropsykologiske forandring der sker, har jeg valgt at citerer Ann-Elisabeth Knudsen, fra hendes bog Seje drenge og superseje piger (2007)
Neuropsykologisk perspektiv.
I puberteten begynder de unge, at overveje “hvem er jeg mest”, fordi perspektivet på dem selv udefra også åbner deres øjne for de mange forskellige arenaer, de bevæger sig i, og de skiftende roller/personligheder, der afkræves dem der. Arbejdet med at opnå en mere samlet identitet – en kerneidentitet – begynder. Det er disse problemstillinger, psykologien diskuterer som spændingsfelter mellem “rolle” og “selvopfattelse”, og mellem “social identitet” og “jeg – identitet«
Endelig er puberteten en periode, som er præget af, at det neurale netværk[1] ustandselig bringes ud af balance, fordi både kønshormoner og pandelapper stiller andre krav til behovsopfyldelse end tidligere. Kønsmodningen og kønshormonerne optager stadig større plads i bevidstheden og ændrer dermed også interessen for både ens eget og det andet køn.
Den amerikanske forsker Michael Gurian præciserer i “Boys and Girls learn differently”(2001), at de af og til kolossale følelsesmæssige udsving, en teenager kan gennemløbe på kort tid, handler om, at kønshormoner i puberteten “oversvømmer” amygdala – den del af det limbiske system[2], som genererer følelser som angst og vrede.
Det er en udvikling, som ses hos både piger og drenge, men netop fordi drenge producerer langt større mængde af testosteron end piger – Hart (2006) præciserer, at indtil puberteten er testosteronniveauet cirka tre gange så højt hos drenge som hos piger. Og i løbet af puberteten stiger testosteronniveauet og bliver ca. 15 gange højere – så vil drenge også være i højrisikoområdet, når den voldsomt forøgede mængde af aggression skal omsættes.
Hvis vi udelukkende tænker i hjerneudvikling og kognition, så er der to centrale aldre, et til seks års alderen og puberteten!
Pandelapperne er ansvarlige for det, vi kalder eksekutive funktioner såsom: evnen til at tilbageholde impulser, planlægge, overskue et arbejdsfelt, have et fokus, tage en beslutning og sammenholde det følelsesmæssige med den øjeblikkelige sociale situation.
Pandelappernes færdigmyelisering muliggør også perspektivet på sig selv udefra i en større sammenhæng!
I puberteten har de unge voldsomt brug for forbilleder, ansvarlige voksne og gode guider.[3]
Knudsen (2007) betragter, puberteten som barnets anden selvstændighedsfase. Den første var fra et til tre år. Puberteten er barnets anden chance for at blive sig selv og skabe en selvstændig identitet. Puberteten er en mutation, der svarer til den første forvandling, barnet foretager fra foster til et barn, der selv kan ånde og fordøje.
Knudsen (2007) opdeler puberteten med tre faser.
Præpubertet - 10 - 12 år- voldsomme hormonelle og hjernemæssige forandringer.
10 til 12 års alderen er en periode med voksende fysiologisk spænding, voldsom omorganisering af hjernen, nærmest en tilstand af “psykisk feber”. Spændingen i kroppen stiger, og hormonerne raser.
De nye pandelapsfunktioner giver også skyldfølelse i forhold til forældrene. De kan godt se, når de gør noget galt, men forsvaret mod “lysten til at gøre ting” er, midlertidig svækket. Der er flere impulsgennembrud og gruppesamværet får en helt ny betydning. Det er lettere at “have været flere om det”.
Pubertet – 13-15 år – pandelapperne færdigmyeliseres, og synapsernes beskæres.
Nu udløses de voldsomme hormonelle påvirkninger fra præpuberteten i kropsforandringer.
Kroppen forandrer sig, og det er sjældent noget, som foregår harmonisk og i et overskueligt tempo.
Der kommer noget fumler-tumler over dem.
Pludselig interesserer den ydre verden dem ikke længere, der sker en narcissistisk tilbagetrækning, “Jeg er selv den egentlige verden. “De får anfald af “Ingen forstår mig”. “Der er aldrig nogen, der har haft det sådan som jeg har det nu”.
I takt med at den unge kommer i overensstemmelse med sin nye krop og sit kropsjeg i løbet af puberteten, og usikkerheden bliver mindre, så bliver det også tilsvarende mindre vigtigt at være som de andre. Tværtimod vil de nu ofte meget gerne være forskellig fra de andre, være helt sig selv, individuel og unik.
Adolescens – 16-18 år – hvad stiller man op med en voksen hjerne?
I løbet af adolescensen bliver de unge igen i stand til at nuancere og være mere imødekommende – selv i forhold til deres forældre!
Det er ikke usædvanligt, at det også indebærer at lægge afstand til barndommens aktiviteter.
Mange af de aktiviteter, som tidligere har hørt puberteten til, er flyttet ned i alder. For rigtig mange unge betyder det, at de har fået alle lyster og behov opfyldt, næsten før end de selv har været klar over, de havde dem. Der er stort set ikke noget, som ikke allerede er prøvet!
Den tomhedsfornemmelse, der opstår, når alt er prøvet, og man forsøger at lægge afstand til barndommens aktiviteter og altså endnu ikke har noget andet at sætte i stedet, er det, som resulterer i jagten på Deep play oplevelser – bungy-jump, river rafting, stoffer osv.
[1] Betegnelsen for den måde, hvorpå nervecellerne er forbundet med hinanden, Knudsen, (2007)
[2] En del af storhjernen, som har betydning for følelseslivet, drivkraft for kontakt og farvning af vore oplevelser og hukommelse. Knudsen, (2007)
[3] Ann-Elisabeth Knudsen, Seje drenge og superseje piger (2007)