Lina Kjærs Blog

 Hvad er det vi er født til at gøre for den sociale overlevelse, og hvad er det vi tilegner os, for den sociale overlevelse senere? Er det de basale behov vi fødes med, der påvirkes og udvikles i ungdomsårene? I så fald er påvirkningen så styret på en ansvarlig måde?

Vi kan hygge os og grine af ”dumme” mennesker der udstiller deres bryster, overvægt eller IQ. Er dette kun for at vi som tilskuere skal føle os som bedre. For på den måde at kunne tilgive egne fejl og mangler. Eller er det for at vi virkelig kan mærke hvem vi er, og hvad vi kan som selvstændigt individ?

Et er, at der er mennesker der tjener penge ved at tilfredsstille os i vores antaget behov. Noget andet er hvem der har fat i den lange ende. Er det ”dumme” Laila med de store bryster, der opfører sig lige som vi andre har brug for, os der griner af hende, os der føler os som mere værd?

Det kunne være en mulighed at uanset hvilken rolle du spiller så er behovet det samme. Den der udstiller, og den der er tilskuer, får svar på hvem de er i samspillet med den anden.

Du må ikke mobbe!… men gør du det på en raffineret måde eller med aftalte spilleregler, så er det en anden snak.  

Er det sådan, at hvis du sammen med andre og med aftale om hvad der skal foregå, så er det ok at der er nogle mennesker der bliver udstillet eller gjort til grin? Hvornår er det i orden og hvorfor er det i orden? Jeg har oplevet hvordan små piger aftaler hvem der lige leger med hende den dumme i børnehaven, imens de andre tegner hende grimt på et stykke papir. Tegningen blev gemt i en taske og i alt hemmelighed vist til mig. Har de små piger en medfødt disposition, der handler om at tage sig selv alvorligt og gå efter deres behov. Måske har de piger brug for at høre sammen som flok, samt at markere at de ikke kan bruge en svag. Pigerne har tillært sig nogle sociale spilleregler i børnehaven, der handler om at du ikke må mobbe. Pigernes kompetencer gør, at de kan navigere i de opstillede regler og samtidig opfylde deres behov. På den ene side bliver jeg imponeret over pigernes evne til at tage hensyn til egne behov samtidig med hensynet til den ”dumme” pige, som intet aner! På den anden side tænker jeg en bekymrende tanke om fremtiden. I dag er pigerne 6 år hvis de fortsætter denne adfærd. Hvad er det så de har gang i når de er 13 år?

Hvis antagelsen er at pigernes adfærd udspringer af medfødte dispositioner, er det så denne disposition der bruges, og på en naturlig og fuld accepteret måde, aktiveres hos de mennesker der stiller op i diverse reality programmer. Jeg mener, at de medfødte dispositioner mixes med tilegnede dispositioner. De medfødte dispositioner har Stern beskrevet i hans teorier om spædbarnets interpersonelle verden (2000)Jeg vil fokusere på de medie skabte og tilegnede dispositioner. Det er også disse dispositioner, der kan vække min bekymring, i de unges aktuelle adfærd i sociale sammenhænge. Jeg ser det som et cirkulært system. De medfødte og tilegnede dispositionerne hænger sammen og påvirkes af hinanden. Min betragtning kunne give anledning til, at se på hvilke påvirkninger vi som ansvarlige tillader, både i praksis men også samfundsmæssigt set. Et eksempel kunne være et program som Paradise Hotel. Her vil jeg mene, at et af koncepterne i programmet er at deltageren skal finde sig en gruppe, lægge de planer der er nødvendige for egen overlevelse, tage fusen på en ”ven” og blive kåret som den mest smarte og klogeste. Resten kasseres – de duede ikke.

Hvis det er et samspil mellem medfødte og medie skabte dispositioner, kunne det være derfor, at unge fra 6. til 7. klasse leger denne Paradise Hotel leg. De kender den indre drivkraft i egen dannelse og lader sig påvirke af ældre unges måder at bruge hinanden på. Som ramme for adfærden kopiers koncepter og regler fra programmet, som tillader hård talemåde, raffineret mobning og hurtig sex. Med hurtig sex mener jeg, at de unge bruger deres krop til at opnå hvad de vil. De satser alt for overlevelsen… 

Mediepåvirkningen, udviklingen og adfærden.

Jeg har tidligere skrevet om den tidlige seksualisering og i den forbindelse kritiseret programmet Paradise Hotel, men jeg mener faktisk at der er en stigende tildens til at programmer bygges op på koncepter, der tager udgangspunkt i fejlfinding, vurdering og duer ikke koncepter. Der findes programmer med temaer som overvægt, dans, sang, madlavning, frisør- og designer faget, bare for at nævne nogle.  Alle med vurderings- og duer ikke koncepter, som underholdnings højdepunkt. Måske bliver denne sociale samværsform en del af de unges normale adfærd.

Eksempler fra praksis…

De mindre børns lege kan afspejle nogle af de samme systemer, der er ramme for underholdningen i tv. (der findes tegnefilmserier som kopier af eksempelvis Robinson). De unges mobberier, samværsformer og dialog påvirkes også af samme systemer faktisk i stor grad. I det følgende vil jeg komme med eksempler fra en helt almindelig hverdag. 

Piger i 5-6 års alderen leger danse leg. Alle skal klæde sig ud og venter i kø på at komme til ”optagelsesprøve”. Pigerne kæmper om de flotteste udklædningskjoler og sko. Musikken de skal danse til må gerne være den samme, så her er der ingen kamp. Få udvalgte piger har rollen som dommere. Pigerne danser nu det bedste de har lært. En enkel pige har fået rollen som scenepynt i form af en statue. Denne pige er ikke med i konkurrencen, men har det godt med at må være sammen med de andre. Pigerne danser og der vælges ud og vælges fra. De piger der først bliver valgt fra, må side som tilskuere eller gå fra rummet. Andre børn dukker op og begynder at heppe og bue. Dette bliver accepteret, det hører med til legen. Nogle af pigerne er ikke særlig glade når de stoppes og sendes bort – ud af legen. Legen leges til ende og der står en pige tilbage sammen med dommerne, de nyder tilråb, klap og ros fra deres publikum.

Fire unge piger i alderen fra 16 – 18 år finder sammen i en gruppe. De bliver hinandens bedste venner. De unge har et sammenhold og en fortrolighed. En af pigerne føler sig på et tidspunkt lidt udenfor gruppen, hun kommer og taler med mig om det. Hun fortæller, at de andre opfører sig anderledes og taler til hende på en anderledes måde. Jeg beder hende om at tale med de andre om hendes følelse. De andre lover, at der ikke er noget galt og invitere hende til en fest. Pigen fornemmer en anspændt stemning og tager sig sammen til at spørge om der er noget galt. Beskeden er, at hun ikke er med længere, hun skal holde sig væk. Pigen fortæller mig, at hun føler sig snydt! Hun føler sig brugt og gjort til grin. Pigen sagde; Jeg fik bare beskeden, du er ikke med længere! Og det værste var, at de andre havde aftalt at gøre hende til grin.

Historierne er ikke unormale eller specielle, der er bare nogle elementer i forløbet som afspejler det før omtalte system fra de medier skabte dispositioner.

De 5-6årige piger har kopieret regler og koncepter der retfærdiggør en måde at udskille de svageste på. Pigernes indbyrdes rangdannelse får lov til at blive tydelig. Alle kan se hvem der duer og hvem der ikke duer. Legen er ikke ny, det er reglerne der er nye. De unge piger bruger de medie skabte dispositioner til at retfærdiggøre den hårde adfærd over for den fjerde pige. Du skal acceptere at du er blevet kasseret princippet, sådan er reglerne.  De vælger ikke at tale med den fjerde pige om at tingene har forandret sig, men vælger at give budskabet til en fest hvor deres fanskare står klar til at grine af underholdningen – en bliver stemt ud.   

Så jeg vil spørge en gang til…

Er påvirkningen og udviklingen i orden? Er vi klar til konsekvensen af denne udvikling?