Lina Kjærs Blog

Når jeg tænker på det system og den struktur børn og unge påvirkes af, sammenholdt med de forventninger vi som samfund har, er der nogle problemer og dilemmaer jeg mener vi bør tage os af. Jeg mener at der ligger et politisk ansvar.

Lad mig først beskrive min opfattelse af den struktur og det system de unge påvirkes af. Jeg bruger begrebet struktur til beskrivelse af det overordnede mål i vores samfund, altså det der er statsstyret og politisk bestemt, når vi taler dannelse. Jeg bruger begrebet system som beskrivelse af de rammer kommunerne sætter for praksis, når vi taler dannelse.

Vi arbejder under, og påvirkes af, hvad man kan kalde ”low trust” struktur i dette land. Staten beskriver mål for individet, og ansætter personale der skal have styr på, og tage ansvar for, hvad andre ansatte gør. I det pædagogiske felt betyder det i praksis, et system med læreplaner fra vuggestue til 10. klasse, uddannelsesplaner, handleplaner, børnemiljøplaner bare for at nævne nogle, samt vurderinger af samtlige planer. Et system der sikre, at personer med en anerkendt uddannelse og kompetencer på børne- og unge området gør, med børn og unge, hvad der statslig/politisk er bestemt.

Pædagogerne kan måske opleve, at der ikke er tillid til deres profession, hvilket også kan være et dilemma. Jeg kan forstille mig, at jo mere mistillid jo mere kontrol, så har vi jo skruen uden ende. Men dette dilemma vil jeg ikke gå i dybden med her.

Den samfundsmæssige forventning til de unge er at de skal danne sig efter et normsæt, hvor uddannelse og præstation vægtes højt.  Undervisningen på ungdomsuddannelserne foregår i pakke ordninger. Hvis du vil undervises på A niveau i musik ja! så skal du også have engelsk på A niveau. Altså sådan pakke forstået. Undervisningen er tilrettelagt sådan, at eleven ikke selv kan vælge frit efter behov og lyst. Jeg ved at eleverne kan skifte ”klasse” hvis de fortryder deres valg, uddannelse og fremtidsplan. 

Jeg oplever, at børn og unge befinder sig i en kontekst hvor de skal leve op til en forventning. De skal leve op til nogle forudbestemte krav. Disse krav er meget magtfulde, da de er udstukket af staten som er makrosystem omkring individet. Disse magtfulde krav handler om dannelse, så hvis du vil blive til noget, så bør du gøre som forventningen byder. Børn og unge opvokser i et topstyret samfund. Sat på spidsen er der kun en måde at leve op til forventningerne om dannelsen på. Du skal som meget ung, kunne tage vare på dig selv og træffe de rigtige valg, der passer ind i landets dannelses- og uddannelsessystem.

Kommune system

Jeg vil uddybe min oplevelse af det system, der opfylder statens krav om det velfungerende individ, der bidrager til fællesskabet. Systemet fungerer metodisk således, at børnene fra helt små vænnes til at være alene i flokken. De må i grove træk lære at klare sig, og sin udvikling selv. Her tænker jeg selvfølgelig på de normeringer der er rundt om i landets institutioner. Her er det måske passende at komme med nogle eksempler fra den kommune jeg bor i.

 Vuggestue med børn fra 0,6 – 2.9 år er normeringen 4,24 børn til 1 voksen.

 Børnehave med børn fra 2,9 – 6 år er normeringen 7,4 børn til 1 voksne.

SFO1 med børn fra 4.9 – 9 år er der 13,8 børn til 1 voksen.

SFO2 med børn og unge fra 9 – 15år er der 20,8 børn til 1 voksen.

Så vores børn lære, at de må klare sig selv. Det er vel også det, der er meningen med livet som barn og ung. Jeg tillader mig nu at sætte spørgsmålstegn ved denne form for tidlig indsats. Jeg mener, at der er et problem.

Jeg har valgt ikke at beskrive det gamle paradigme med højere normeringer og struktur med afsæt i ”high trust” til professionen, og før besparelser og strukturændringer. Mit mål er ikke at sammenligne før og nu.

Jeg vil pege på den aktuelle situation og den konsekvens, børn og unge vokser op i, i det nye paradigme. Det er ikke svært at finde teorier der beskriver det kompetente og det selvudviklende barn. Omvendt er det heller ikke svært at finde teorier eller undersøgelser, der viser hvor meget skade et barn kan tage af, at blive overladt i større eller mindre grad til sig selv. Så jeg vil mene, at der er grobund for et dilemma. Det dilemma er der heldigvis mange familier, børn og unge, der kan klare at være en del af. Der er også nogle familier, børn og unge, der ikke kan klare at være en del af et dilemma, hvor du på den ene side skal kunne klare dig selv, og på den anden side vurderes det, om du lever op til kravet og forventningen.  Hvis vi ser på antallet af anbringelser ude for hjemmet, så er kurven stigende. Der er lange ventelister på børnepsykiatriske afdelinger.  Måske kan en patologisk udvikling, være en konsekvens af det evt. pres nogle børn og unge oplever. Med pres mener jeg den tidligere beskrevne forventning om selvudvikling.  

Med individet for øje, så ser jeg et dilemma mellem strukturen og det praktiske system. Jeg mener, at det system der skal sikre at statens mål, krav og strukturform bliver effektueret, ikke er prioriteret rigtigt. Og det er da ærgerligt!

Dilemmaet

I dilemmaet mellem strukturen og systemet er der flere udfordringer. Jeg mener, at den økonomiske diskurs ”vælter” den pædagogiske diskurs. Det er svært for mig ikke at se økonomiske prioriteringer som årsag til lavere normeringer og lukninger af skoler og fritidsklubber. Hvis det alene er den pædagogiske diskurs med teorier om det selvudviklende og kompetente barn, der er årsag til lavere normeringer osv. Hvad er det så vi venter på? hvad er det vi vil opnå? Når vi ser børn og unge, der ikke længer kan bo hos deres forældre, eller børn og unge, der er blevet psykisk syge, er det så ikke konsekvensen af, at børn og unge ikke har haft den rette mængde af opmærksomhed og nærværende voksne, som de har haft brug for i deres liv og identitetsdannelse? Det kunne også være, at den pædagogiske rummelighed ikke er så rummelig mere. Måske er der ikke plads til det barn eller ung, der afviger fra normalen. Måske er vi nød til at iværksætte særlige pædagogiske foranstaltninger og institutioner, der sikre optimal pædagogisk støtte/behandling til barnet eller den unge. I normalområdet er der ikke mulighed for den særlige støtte, ressourcerne (hænder og tiden)er ikke til stede.   

Ændringen

Jeg mener, at for at nå et fælles mål med velfungerende, ansvarsfulde, selvudviklende og sociale børn og unge, bliver vi nød til at tilpasse systemet, så systemet tager udgangspunkt i børn og unges behov. For ikke naivt at glemme økonomiens betydning, mener jeg at et samarbejde mellem den pædagogiske, og den økonomiske diskurs er en nødvendighed. Jeg kunne tænke mig at en statslig/politisk struktur, der sikre at det ikke er økonomien, der er afgørende for kommunernes systemer og metoder med lave normeringer og lukninger af institutioner.  Jeg mener, at det på ingen måde gavner vores kommende fremtid (vores børn,)at de nedprioriteres og udsættes for fortravlede voksne både i deres familie og i deres institution. Derudover mener jeg, at den voldsommere adfærd de unge har i dag, hænger sammen med at de unge tidligt har erfaret, at den stærkeste overlever i flokken. Nærhed og følelser erstattes af hård kontakt og teknologi.